Fredagsdans hos Sydkystens Square Dancers, 2009-09-11
Nu er sæsonen heldigvis startet for de dejlige fredagsdanse, som Sydkystens Squaredancers afholder. I år lagde de stærkt ud med Søren Lindergaard og et fremmøde på 60 glade dansere.
Kirsten introducerede Søren som den bedste caller i byen; men sagde heldigvis ikke noget om hvor stor denne (lille) by er, så forhåbentlig undgår vi, at han bliver alt for indbildsk. Det kan nu godt være, at det er en ganske stor by, for det blev godt nok en underholdende aften.
Søren kan det der med både at være en underholdende person på scenen, med masser af spas og ballade ud over scenekanten, og samtidig leveringsdygtig i virkelig underholdende calling. Det bliver aldrig kedeligt, og det er næsten ligegyldigt, om det er Basic, A1 eller noget ind imellem. Forrygende tempo og det helt rigtige niveau af små udfordringer i hash callene og almindelig glad dans, og så singing calls, hvor det bare går derud af og alt lykkes. Det bliver bare ren afslapning og masser af sjov på denne måde.
Dette er calling, hvor man griner og hygger sig, uanset om det hele går godt, eller der er nogle smuttere ind imellem.
Vi har tidligere skrevet om rammerne for fredagsdansene, så der er vel ikke nogen grund til at nævne, at de er perfekte: Fin stor hal, der alligevel ikke er større, end at det bliver hyggeligt. Altid rigeligt med borde til, at man kan sidde og hygge sig ind imellem dansene, og servering af alt hvad hjertet måtte begære på en aften som denne. Det er dejligt, at klubben har energien til at forkæle os andre så meget på alle disse fredage.
Jeg havde alt for travlt med at danse til at få taget billeder, men de få, det blev til, kan ses her. Det fremgår ikke, at vi det meste af tiden var 6 squares på gulvet, for der var jeg selvfølgelig også selv på gulvet.
Yellow Rock Poul Tyrrell
Pearl Jamboree 2009 i Mariestad
Stævnereferater
En henkastet bemærkning fra Bente Christensen under en sommerdans på Bakken - mere skulle der ikke til for at vælte Lisbets og mine sommerferieplaner. Hvorfor køre sydpå til de varme lande, når man lige så godt kan køre nordpå ind i den lyse, nordiske sommernat?
Måske var der også lidt indflydelse fra en caller-række, der omfattede Jerry Story, Johnny Preston, Freddie Ekblad, Robert Milestad, Anna Johansson og Margareta Jensen.
I alt fald blev der en hastig mail-udveksling mellem os og kontaktpersonerne for årets Pearl Jamboree i Mariestad, Margareta og Poul Jensen dagen efter, og fredag morgen gik det nordpå de 510 km til Vänerns østbred.
Det kom vi nu ikke til at fortryde. Lad det være sagt med det samme - det blev et brag af en dans! Callerne var 100% tændte, og det samme var vi som dansere.
Vi ankom fredag eftermiddag, og der blev danset løs i to haller i Folkets Hus fra om eftermiddagen til sent fredag aften. Det var arrangeret sådan, at der var Plus og A1 i den ene hal og A2 og C1 i den anden. Vi holdt os klogeligt til Plus/A1-hallen, og der blev ikke levnet plads til meget oversidderi.
Lørdag var der kick-off til middag, så der var lige lidt tid til at fouragere i Mariestad. Og så gik det ellers løs igen. Smooth dancing - som i olie! Eller. Joh, gulvet var noget glat, så der blev desværre lidt mandefald (m/k), men heldigvis ingen brækkede lemmer.
Lisbet og jeg havde på forhånd bestemt os til at blive nogle dage ekstra, så vi fulgte intenst med i vejrudsigterne. Det var nu også meget nemt - det var blot at kigge ud ad vinduerne. Det øsregnede - i en sådan grad, at vi nu godt forstår, hvordan Vänern kan være så stor en sø! Det blev ved og ved, men heldigvis er squaredans jo en indendørssport!
Lørdag aften var der afterparty med grillet gris, og efter maden underholdt callerne. Her sang Anna nogle ballader blot med eget guitarakkompagnement - holddaop, hvor hun gjorde det godt!
Bente, Birger, Marianne og Lille-Kurt var jo ophavsmændene til idéen om at tage afsted, og de overnattede i hytte på samme campingplads, hvor vi havde dannet vores 1-vogns vognborg. Så det blev til after-afterparty i campingvognen - mere grinen, gode historier og en enkelt kop kaffe (?). Gæsterne gik nu tidligt (om morgenen), så det var intet problem at square op igen søndag morgen middag.
Midt på eftermiddagen var det så slut, og vi måtte sige farvel til callerne og alle vore dansevenner. De fleste skulle jo hjem og på arbejde mandag morgen - hvor er det herligt, at der er nogen til at holde hjulene igang, mens vi andre holder fri...
De følgende dage nød vi livet - cyklede ned på havnen og spiste røget sik (det hedder den!) fanget i Vänern, kørte ud og så Götakanalens sluser, plukkede blåbær, skovjordbær og vilde hindbær i skoven - og nød blot stilheden og den helt utrolige natur. Specielt var solnedgangene utroligt flotte. Eller - den sol ville jo næsten ikke ned! Se midnatslyset på billedet her til højre. De oplevelser kan du se mere til ved at klikke her: .
Onsdag måtte vi hjemover, da vi skulle til sommerdans i Ocean City med Hanna Tenenbaum om torsdagen. Det blev også en rigtig god dans, hvor alle var på gulvet fra start til slut, og hvor Hanna og Tommy P gav en duet som sidste tip - hvor står deres stemmer dog flot til hinanden!
I næste uge går det sydover til iPAC i Barmsted ved Hamborg.
Desværre var Poul "Paparazzo" Tyrrell ikke med, idet han hellere ville til Thailand på sølvbryllupsrejse med fru Sanne, så du må nøjes med de blot 19 stævnebilleder, det blev til med mit kamera. Poul Jensen har lovet at sende et link, så vi også kan få lejlighed til at se hans billeder - jeg opdaterer denne fortælling, når jeg får link'et.
Men klik foreløbig her for at se mere:
Gul klippe Per
Tommy P på Bakken
Stævnereferater
Sommerdans på Bakken er blevet lidt af en institution, som man bare må deltage i. Der er liv og glade dage, og mandag den 6. juli var ingen undtagelse.
Uvist af hvilken grund fik Søren Lindergaard forfald, men så kunne Tommy P heldigvis træde til med kort varsel, og det gjorde han knageme godt.
Specielt denne sommerdans er lidt af et udstillingsvindue, da så mange kommer forbi, stopper op og kigger på løjerne. Tommy greb da også lejligheden og kørte en hurtig workshop, så tilskuerne kunne prøve danseglæden på egen krop.
Der var flere, der havde benyttet lejligheden til at få en udflugt ud af det og havde arrangeret spisning i et af de mange herlige spisesteder.
Lyt til Tommy på det korte videoklip til højre - og klik her: for at se et par billeder fra dagen.
Gul klippe -
Per
De sagde ja! 2009-07-04
Nyheder
Gitte og Bruno valgte Independece Day til at sige ja til hinanden i Karlslunde Strandkirke. Begge danser i Ocean City og er desuden en del af The Ugly Ducklings. Stort tillykke til dem her fra SuperSquares.
Yellow Rock Poul Tyrrell
Annette Lyngby var der også med et skarpladt kamera. Dette skud må få årets pris: Et så saligt udtryk hos Bruno må man helt naturligt i kirke for at fange...
Gul klippe - Per Hertz
Danish Convention 2009
Stævnereferater
Nogle gange kan der være rigtig mange undskyldninger for ikke at skrive et referat, mens man stadig har dansen i frisk erindring. Hvad det var denne gang, skal jeg ikke besvære dig med. Til gengæld vil jeg kun skrive kort, da aktualiteten ligesom er gået lidt fløjten.
Den helt korte version er, at det igen var mig en stor fornøjelse at bruge en lang weekend på min yndlingsbeskæftigelse.
Arrangementet kørte på skinner, humøret i hallerne var fint, og callerne leverede varen! Stor tak herfra til alle Jer, der tog et stort slæb for alle os andre, der fik alle fornøjelserne.
Convention var i år lagt stort an, og meget prisværdigt, at indtægterne blev givet til velgørende formål.
Når dette er sagt - og ingen bør være i tvivl om at jeg mener, at det var en fantastisk dejlig weekend - så var der også nogle ting ved dette års convention, som jeg personligt var mindre glad for.
For det første, at stedet ikke gav mulighed for at campere lige udenfor døren. Vores Ducklings Camp, hvor vi fester ind imellem dansen, plejer at være en stor del af fornøjelsen ved convention.
For det andet, så savner jeg borde inde i hallerne, hvor man kan hygge sig sammen ind imellem dansene. Dette er desværre mere reglen end undtagelsen på convention. På dette punkt er de mindre stævner at foretrække.
Convention er til gengæld uovertruffen mht antallet af callere, og den dermed følgende store variation i dansene. Når der desuden er 4 haller til rådighed, så giver det næsten frit valg af hvilket niveau, man vil danse på, og dermed minimering af den tid, hvor man må vente på at kunne være med. Dette gjaldt også dette års convention.
Næste år er det i Frederikshavn. Imponerende, at de har modet og energien så kort tid efter sidste gang. Weekenden ér skrevet ind i kalenderen, for selvfølgelig skal vi da med igen.
Billeder fra dette års convention kan du finde i menuen til venstre, under Billedgalleri.